close
Diverse

Danske børn drikker for meget sodavand

I Danmark er forbruget af sodavand eksploderet inden for de seneste år. For bare 15 år siden købte vi flasker med sodavand med en standardstørrelse på 250 ml, hvor det i dag er ganske normalt at købe en dobbelt så stor flaske med 500 ml sodavand. I 2014 drak vi mindst 460 million liter sodavand. Fordelt over hver enkelt dansker, uafhængigt af alder, svarer det til at drikke i gennemsnit 101 liter sodavand om året.

Og børn drikker mere sodavand end voksne. Danske børn drikker ca. 40 % mere sodavand i dag end for bare 5 år siden. Sukker fylder meget i børns kost, og en nyere undersøgelse har vist, at hver fjerde børnefamilie altid har sodavand i hjemmet. Førhen fik børn sukker gennem især slik, chokolade og kage, hvorimod det i dag i langt højere grad kommer fra sodavand – over 30 % af alt det sukker, vi spiser, kommer fra sukkersødede drikkevarer.

Flydende sukker uden næringsstoffer

Sodavand er propfyldt med sukker. I en halv liter sodavand er der, hvad der svarer til 25 sukkerknalder. Det er i sig selv rigtig meget, men der er endnu en ulempe: Vi indtager sukkeret i flydende form. Det betyder, at der er en øget risiko for at indtage for meget for hurtigt – langt hurtigere end det ville tage at spise 25 sukkerknalder! Et barn i børnehaven har nået loftet for sit daglige sukkerindtag efter blot to glas sodavand.

Dertil kommer, at sodavand i udgangspunktet er vand, sukker og tilsætningsstoffer. Sodavand er fuld af tomme kalorier, der ikke just bugner af vitaminer og mineraler. Sodavanden, med dens høje sukkerindhold, kommer hurtigt til at tage pladsen for andre sundere fødevarer. Den fjerner appetitten, og børnene får ikke de næringsstoffer, de egentlig har brug for til at kunne vokse og udvikle sig. De spiser mindre frugt og grønt, mælk, rugbrød, havregryn og fisk – eller også ryger disse fødevarer bare ”ned med” sodavanden, og så er kalorieindtaget for en person pludselig blevet alt for højt.

Ustabilt blodsukker og stærk lækkersult

Når vi indtager sukker gennem sodavanden, stiger blodsukkeret hurtigt. Og lige så hurtigt som det stiger, lige så hurtigt falder det igen. Disse udsving i blodsukkeret kan gøre dig utilpas, ukoncentreret og i dårligt humør. Desuden bevirker sukkeret, at du får lyst til mere sukker – eller at du bliver sulten. Det betyder i sidste ende, at der med ved at spise sukker er en overordnet risiko for at spise for meget. Men overspisning er ikke den eneste sundhedsmæssige skadevirkning. Sukker i sodavand nedsætter immunforsvaret; det påvirker de hvide blodlegemers funktioner, og det er dem, der i høj grad udgør vores immunforsvar.

Et koldt glas vand er den bedste løsning

Børn fra 4 til 14 år drikker gennemsnitligt 230 ml sodavand om dagen, hvilket svarer til 23 gram sukker – eller 11 sukkerknalder. Voksne fra 15 til 75 år har et sodavandsforbrug, der er lidt mindre, nemlig 150 ml. Den bedste måde at slukke tørsten på – for alle – er med et koldt glas vand, og det er heldigvis altid tæt på! Sundhedsstyrelsen anbefaler maks. en halv liter sodavand om ugen, og at det begrænses til særlige lejligheder, dvs. at det ikke indgår i hverdagskosten. Vi skal huske hinanden på, at det er dejligt at drikke vand, og at det er heldigt, at vi har rent drikkevand.